Efterårsferien slutter med Åbent hus hos Brand & Redning
 
På søndag, den 21. oktober 2007, mellem klokken 13 og 16, holder Brand & Redning, Skanderborg, og Beredskabsforbundet
Åbent hus på Brandstationen, Vestergade 131, i Skanderborg.
 
Vi har tradition for hvert efterår at holde Åbent hus en søndag eftermiddag, hvor vi slår portene op for borgerne.
Vi vil gerne vise vores materiel frem under fredelige former, hvor brandfolk og beredskabsfrivillige står klar med svar på spørgsmål, som borgerne måtte have om beredskabets virke og materiel.
 
Der vil i løbet af eftermiddagen være forskellige aktiviteter, både for børn og voksne.
 
De voksne vil få mulighed for at teste deres færdigheder som førstehjælpere, og børnene kan blive sminket, som om de er kommet til skade.
Beredskabsforbundets førstehjælpsinstruktører vil demonstrere brugen af hjertestartere.
 
For de voksne vil Brand & Rednings forebyggende medarbejdere vise en kort film om, hvordan man forebygger brand ude i de små hjem. Filmen udleveres også til de voksne som DVD til hjemmebrug.
 
Beredskabsfrivillige har kørt feltkomfuret frem for at tilberede en lun ret for Brandstationens gæster.
 
Prøv en tur i røgdykkerbanen og deltag i male-konkurrencen.
 
Den Frivillige Indsatstyrke (DFI) fra Herning kommer og viser eftersøgningsudstyr. 
 
Brandfolkene vil i løbet af eftermiddagen demonstrere forskelligt brandslukningsudstyr og redningsmateriel.
F.eks. vil den store drejestige blive rejst og sikringsudstyr vil blive prøvet af.
 
Skulle der blandt de besøgende være folk med interesse for at blive beredskabsfrivillige, er der bl.a. mulighed for at få en bred førstehjælpsuddannelse og – på sigt – indgå en omfattende redningsuddannelse.
 
Da vi står for at skulle ansætte en god håndfuld brandfolk i Hørning og et par stykker i Skanderborg, vil der for potentielle brandfolk være mulighed for at få oplyst, hvad et job som brandmand (M/K) indebærer.
Skulle der være friske kvinder og mænd i Hørning og Skanderborg, som allerede nu brænder for i et brandgodt deltidsjob i Brandkorpset, kan de på søndag henvende sig til Beredskabsinspektør Anders Enggaard og få udleveret materiale om jobbet.
 
www.brandogredning.dk